Kan en god gyser få børn til at læse mere? Måske. Det har i hvert fald været tanken bag James Prellers serie Kuldegyser, som netop er udkommet på dansk. Korte, intense historier, der kombinerer klassiske gysergreb med et format, der er tilgængeligt for nye læsere.

I bøgerne møder læseren spøgelser, mystiske genstande og hemmeligheder, der måske burde være blevet liggende i mørket. Hver historie er en afsluttet fortælling, men alle bygger langsomt spændingen op, indtil fortællingen får sit eget overraskende twist.

Preller har tidligere fortalt, at han ønskede at skabe en serie, hvor hver historie kunne have sin egen stemning og sit eget udgangspunkt. På den måde minder Kuldegyser-serien om klassiske gyserantologier, hvor hver fortælling åbner døren til et nyt mysterium.

Gys er en evergreen-genre

For James Preller er fascinationen af gys blandt børn ikke nogen overraskelse. Tværtimod oplever han, at spænding kan være en stærk indgang til læsning. Gyset giver historien en intensitet, der får læseren til hurtigt at bladre om på næste side for at finde ud af, hvad der sker.

Selvom historierne gerne må være uhyggelig, mener Preller, at børn ikke skal efterlades i et mørke uden udvej. “Hvis man tager en bog, der hedder Kuldegyser, ned fra hylden, er den værste reaktion, hvis man bare trækker på skuldrene og siger ‘Den var ikke særlig uhyggelig’,” fortæller han. Men selvom han søger uhyggen, understreger han samtidig, at fortællingerne i sidste ende skal bringe læseren sikkert tilbage. “Til sidst klarer alle sig. Jeg vil føre læseren tilbage til en tryg verden.”

En vigtig ambition med serien er også at nå de børn, der ikke altid finder vej til bøgerne. “Hvis man vil tiltrække modvillige læsere, må en bog ikke se barnlig ud. Men hvis den ser cool ud, vælger de den,” siger James Preller.

To kuldegys på dansk

Der er indtil videre udkommet to bøger i serien på dansk.

I Den enøjede dukke begynder det hele med en gammel dukke, der måske ikke bare er et stykke legetøj. Som i mange klassiske gyserhistorier vokser uhyggen langsomt, efterhånden som hovedpersonen opdager, at noget ved dukken ikke er helt rigtigt.

I Mareridtsland får hovedpersonen fingrene i et videospil med en ildevarslende besked: “Adgang på eget ansvar.” Men spillet viser sig snart at være mere end blot et spil – og måske en verden, man ikke uden videre kan slippe ud af igen.

Begge historier er korte, stramt fortalte gyserfortællinger, hvor spændingen bygges op gennem små tegn og en snigende fornemmelse af, at noget er galt.

Illustrationer, der forstærker uhyggen

En vigtig del af bøgerne stemning er illustrationerne af den italienske illustrator Iacopo Bruno. Hans mørke, grafiske streg og dramatiske skygger giver historierne et visuelt udtryk, der ligger tæt på klassisk gyseræstetik, men stadig er tilpasset yngre læsere.

Illustrationerne fungerer også som små pauser i fortællingen, hvor læseren får et glimt af historiens uhyggelige univers.

Med korte kapitler, stærke billeder og masser af spænding er Kuldegyser skrevet til børn, der måske ellers ikke læser så meget, men som gerne vil have et godt kuldegys …